Dueholm Kloster

historie

Dueholm Kloster som herregårdDueholm Kloster som museum

Dueholm Kloster blev grundlagt i 1370. Stedet skylder sin eksistens voldsomme begivenheder i fjerne egne, nemlig middelalderens korstoge. I kølvandet på det første korstog i 1099 til Jerusalem opstod en klosterorden, som varetog
behandlingen af syge og tilskadekomne. Denne Johanniter-orden blev også en aktiv kæmpende del af korstogene og en betydningsfuld orden inden for den
katolske kirke. Men den slags aktiviteter er omkostningsfulde, og derfor
etablerede man rundt om i Europa klostre, som via hospitalsdrift skulle finansiere
ordenens arbejde.

I 1200 og 1300-tallet etablerede Johanniterne seks klostre i Danmark. Det sidste kloster var Dueholm Kloster på Mors, som stiftedes i 1370. Det var biskop Svend fra Børglum, som forærede Johanniterne et stykke jord uden for den lille by, Nykøbing. Her opbyggede Johanniter-munke et kloster med hospital, kirke,
boliger og landbrug.

Driften af hospitalet var klostrets vigtigste funktion. Det var her, der var penge at tjene, for de syge, der skulle behandles, skulle selv betale herfor. Samtidig tjente man penge på at sælge begravelsespladser inde i klostrets kirke. Og her var plads nok, for kirken var på størrelse med Aarhus Domkirke.

På et tidspunkt i løbet af 1400-tallet byggede munkene også en vandmølle, som kom til at ligge ved den å, som passerede gennem klosterarealet. Den vandmølle er i dag halvdelen (mod vest) af Hovedbygningen på Dueholm Kloster. Også klostrets beboelsesafsnit kan man finde dele af. Noget af murværket herfra indgår i det senere herregårdsmejeri, hvor museet i dag har særudstillinger og skolestue. De øvrige klosterbygninger er nogenlunde kortlagt, men her er kun fundamenterne under jorden tilbage.

Efter reformationen i 1536 overgik klostret til kongens eje. Og i 1539 overdroges stedet til en adelsmand, da Kong Frederik den 1. ikke kunne tilbagebetale et lån denne – et lån med pant i Dueholm Kloster. Munkene fik lov at blive boende i klostret, men måtte ikke optage nye i ordenen på stedet. I 1561 nedbrændte hospitalet og blev ikke reetableret.

Dueholm Kloster som herregård

Adelsmanden, som overtog Dueholm Kloster fra kongen, hed Niels Lange. Han flyttede også ind på stedet, men valgte at lade munkene blive boende og indrettede sig i stedet i vandmøllen. Det var i mellemtiden blevet nedlagt som vandmølle (maskinerne i møllen var flyttet til en ny mølle tæt ved fjorden) og udvidet mod øst, så det stod som en smuk og markant bygning midt i det åbne landskab udenfor Nykøbing i 1500-tallet. En bolig, som var en adelsmand værdig, og den bygning, som i dag er Hovedbygningen på Dueholm Kloster.

I 1585 betalte kongen endelig sin gæld til Niels Lange, og Dueholm Kloster gik tilbage som en del af krongodset og blev beboet af en kongelig lensmand. Herefter begyndte stedet et langsomt forfald, som stod på under skiftende beboere indtil 1700-tallet. Forfaldet kulminerede i årene 1627-29, hvor tyske lejesoldater bosatte sig på Dueholm. Da de forlod stedet, var kirken og de øvrige bygninger i en så ringe stand, at det dårligt stod til at redde. Dele af kirken og andre bygninger blev revet ned (resten af kirken blev revet ned i 1838), og kongen opbyggede via en lensmand en lille herregård med kreaturstalde, kornlade og øvrige bygninger. Det tidligere hospital blev genopbygget og anvendt som godskontor, folkestue og mejeri.

Senere i århundredet hærgedes Dueholm igen af krig, og mange skiftende ejere formåede ikke at løfte stedet. 1732 blev et skelsættende år, da Anders Christensens Tøttrup fra da forpagtede og senere købte Dueholm af godset Højris. Tøttrup-familien drev herregården vel i tre generationer, men fjerde generation havde ikke samme held eller dygtighed. Fra 1845 og resten af århundredet skiftede Dueholm Kloster ofte ejermand. I 1890’erne ophørte Dueholm så med at være herregård. Nykøbing var ved at vokse sig større, og man havde brug for byggegrunde til den stigende befolkning. I 1897 flyttede den sidste herremand bort og i samme ombæring solgtes alle gårdens landbrugsredskaber på en auktion. Ca. 350 års herregårdshistorie var tilendebragt.

Dueholm Kloster som museum

Ejendomsspekulanter og byens planlæggere omgjorde nu hele området. Herregårdens landbrugsbygninger blev revet ned, herregårdshaven nedlagt, og der blev udstykket byggegrunde på arealet. Tilbage fra kloster- og herregårdstiden stod kun hovedbygningen, en kavalerfløj, en rest af en ladebygning, samt mejeribygningen, som rakte helt tilbage til klostertiden. Disse bygninger står der stadig.

I planerne for herregårdens nedrivning indgik også Hovedbygningen. Man ville gerne lave et gadegennembrud, så Grønnegade knyttedes sammen med Dueholmgade. Imidlertid havde borgerne i Nykøbing i 1901 stiftet et museum – Morslands Historiske Museum (i dag Museum Mors). Det havde til huse i byens tekniske skole, men man var på udkig efter bedre egnede lokaler. Her var Dueholm Kloster et oplagt valg.

Museet købte i 1909 Dueholm Kloster, dvs. kun hovedbygningen. Den blev istandsat og indrettet med udstillinger i dens vestre del og med bolig til museumsinspektøren i den østre del. Museet blev indviet den 24. oktober samme år.

I 1925 nedlagdes lejligheden, og her blev der også indrettet udstillinger. I 1930’erne og 40’erne gennemgik hovedbygningen en gennemgribende renovering, som førte den tilbage til dens middelalderlige udtryk. Også udstillingerne blev lavet om, og en af dem står der endnu:
Kirkerummet, som åbnedes for museumsgæster i 1940.

Kavalerfløjen ved siden af hovedbygningen blev købt af museet i 1951. Den
stammer fra herregårdstiden i 1700-tallet. Museets øvrige bygninger blev
indlemmet i 1980’erne og 90’erne.

 

 

Dueholm Kloster

Dueholmgade 9

7900 Nykøbing Mors

Tlf.: 97723421

Find Dueholm Kloster på kort her