Guidede ture, fossiljagter og foredrag

Audiobyvandring

Museum Mors tilbyder en række gratis byvandringer i Nykøbing, hvor alt du behøver er din smartphone og appen Izi.travel. Appen kan hentes kvit og frit i App-store, Google Play butikken eller et andet sted, hvor du henter dine apps. Indtil videre er fem byvandringer klar til brug. Disse ture er: "En tur i byens grønne hjerte- Rundtur i Øster Anlæg" , "Rundt om Ørodde", "Kirkegården", "Villavejen og Fiskerkvarteret - med fokus på Østergade og Fjordgade" og "Byens havn".

Byvandringerne er opdelt i temaer eller geografiske områder og består af en række korte lydfortællinger, som man møder undervejs på hver rute. Lydfortællingerne indeholder både konkret viden om steder, bygninger, monumenter og historiske personer, såvel som små sjove historier og skæve anekdoter fra byens fortid. Til lydfortællingerne hører også historiske fotos, der kan ses på telefonen undervejs.

I dokumentet på dette link kan du læse mere om, hvordan Izi.travel hentes til din telefon, og hvordan den fungerer.

HUSK AT IZI.TRAVEL APPEN SKAL VÆRE ÅBEN UNDER HELE TUREN - OG AT PLACERING PÅ DIN TELEFON SKAL VÆRE SLÅET TIL :-)

Lydfortællingerne er udarbejdet af historiestuderende ved Aarhus Universitet, Caroline Højlund, i forbindelse med hendes praktikperiode på museet. I forbindelse med byvandringerne er der udarbejdet et spørgeskema, så der er mulighed for at give feedback på turene og systemet. Spørgeskemaet finder du på dette link.