Digitale udstillinger på hjemmesiden

03. januar 2019

Digitale udstillinger på hjemmesiden

Umiddelbart før jul var det sidste chance for at besøge særudstillingen "Drømmen om en bro - Sallingsundbroen 40 år", og på Dueholm Kloster er arbejdet med den næste store særudstilling om sundhed og sygdom på Mors naturligvis allerede i fuld gang.

Nåede man ikke at se udstillingen om broen, er der heldigvis ingen grund til at blive alt for fortvivlet. Fotos fra udstillingen og alle udstillingens plancher er nu at finde på museets hjemmeside. Under den helt nye del af hjemmesiden kaldet "Digitale udstillinger" ligger Sallingsundbroudstillingen nu side om side med en række af museets øvrige særudstillinger. Det er desuden planen, at man her med tiden vil kunne opleve udstillinger, der kun kommer til at eksistere digitalt.