Fotoudstilling i Strømpehuset i Øster Assels

04. januar 2019

Strømpehuset og museet præsenterer fotos fra Sydmors

I efteråret 2017 indviedes Strømpehuset i Øster Assels. I den forbindelse kunne Museum Mors og Strømpehusets Venner i fællesskab præsentere en lokalhistorisk fotoudstilling i de flot renoverede lokaler. Udstillingen bestod af en lang række spændende motiver foreviget af den kvindelige fotograf Mette Pedersen, som fra tiden omkring Første Verdenskrig og adskillige årtier frem drev fotoatelier i Øster Assels. De mange udstillede fotos af mennesker, dyr, steder og begivenheder på den sydlige del af Mors var en del af et større indscanningsarbejde foretaget af frivillige kræfter på Morsø Lokalhistorisk Arkiv. 

Strømpehusets Venner og museet er i det nye år igen gået sammen om at udstille Mette Pedersens billeder. Den 13. januar åbner Strømpehuset således dørene op for en ny ombæring fotos fra Sydmors. Mens der sidst var fokus på billeder fra første halvdel af 1900-tallet, er der denne gang tale om motiver, der for størstedelens vedkommende stammer fra 1940’erne og 1950’erne. For de lokale besøgende er der således rig mulighed for at genkende steder og mennesker, når man kigger indenfor i udstillingen.

Får man ikke tid til at lægge vejen forbi Strømpehuset i løbet af foråret, vil der stadig være mulighed for at nyde Mette Pedersens fotos senere på året. Begge de to udstillinger med fotografen fra Øster Assels kan nemlig ses på Skarregaard, når landbrugsmuseet åbner op for sæsonen den 17. maj.