Gratis arkæologisk vandretur på Nordmors

14. august 2019

Mandag aften den 19. august klokken 19.00 er der mulighed for at blive meget klogere på nogle af de spændende arkæologiske landskaber og fund, man gennem tiden har fundet på det nordlige Mors. Det sker, når Museum Mors og Museum Thy i samarbejde inviterer på en gratis kulturhistorisk vandretur i det smukke område omkring landbrugsmuseet Skarregaard.

Guide på turen er en gammel kending af arkæologiinteresserede morsingboer, nemlig arkæolog Poul Mikkelsen, der tidligere har været tilknyttet museet på Mors, og i dag er ansat på Museum Thy.

Poul Mikkelsen starter sin tur ved parkeringspladsen ved Skarregaard, og bevæger sig derefter langs stien mod Lushøj. Undervejs vil han fortælle om de mange fortidsminder i området, ikke mindst de fredede gravhøje, udgravningerne og om de fund, der er gjort både ved Skarregaard og i omegnen.

På turen bestiges desuden Skarrehøj, inden der sluttes af tilbage ved Skarregaard. Undervejs vil Poul Mikkelsen øse ud af sin store viden om arkæologien på Mors, og svare på de arkæologiske spørgsmål, der måtte opstå undervejs.

Det anbefales, at man ifører sig solidt fodtøj og påklædning efter vind og vejr.