Gys på den gamle fabrik - Halloween på museet

11. oktober 2021

 

Den 22. oktober er der noget helt galt på Støberimuseet i Nykøbing. Porten er åbnet til fortiden, og masser af gamle støberiarbejdere, der har indtaget zombielignende form, er sammen med fabrikkens for længst afdøde ledende figurer strømmet ud på museet. Støberiarbejderne er skræmte og vrede. Hvad er der dog sket med deres gamle fabrik? Åbningen i porten har ikke blot bragt fortidens arbejdere tilbage. Også alskens kryb, spindelvæv og uhyggelige lyde og monstre har spredt sig og dominerer nu museet.

Sammen med blandt andet Morsø Kommunes sociale dagtilbud går Museum Mors i år igen all-in, når det gælder om at skabe skræk og rædsel i forbindelse med Halloween i Nykøbing. Mens det tidligere har været på Dueholm Kloster, at uhyggen har fundet sted, har museet i år valgt Dansk Støberimuseum, Nørregade 13, som rammen for de skrækindjagende oplevelser. Alle hverdage i efterårsferien er museet, der rummer fortællinger og genstande fra Morsø Jernstøberi, omskabt til Nykøbings mest uhyggelige hus.

Når tusmørket sætter ind fredag den 22. oktober bliver det dog ekstra uhyggeligt. Her skal de modige, der tør vove sig indenfor, nemlig hjælpe fire af Morsø Jernstøberis gamle ledere med at få lukket portalen til fortiden, så de undslupne zombier ikke fortsætter ud i byens gader for at skræmme livet af folk. Portalen kan kun lukkes ved hjælp af en magisk remse, der består af fire ord. Hver af de gamle ledere har et ord, som skal samles ind og tydes, før portalen kan lukkes igen. Overalt lurer der skrækindjagende zombier, genfærd og spøgelser, så det er om at passe på, når man går på jagt efter de ord, der kan redde Nykøbing.

Portalen kan kun lukkes fredag mellem 17-20, og det koster 50 kr. for voksne at være med sammen med deres børn. Modige børn kan selvfølgelig deltage gratis, men børn under 11 år skal helst have lige så modige voksne med på turen.

Onsdag den 18. oktober er der hyggelig uhygge på Støberimuseet for de lidt mindre børn. Det sker fra 16-19, hvor museets børneformidler har indtaget skikkelse af støberiets gamle nattevagt og blandt andet byder børnene indenfor til en monsterskattejagt. Også her er det gratis for børn, mens voksne skal af med 50 kr.