Jul på torvet

03. december 2022

Den 3. og 4. december lægger Støberitorvet og Morsø Jernstøberis gamle bygninger rum til en nyskabelse, der vil sætte Nykøbing på den anden ende og i et helt særligt julehumør. Det sker, når det helt nye julemarked ”Jul på Torvet” byder indenfor til to dage i hjertet af Nykøbing spækket med boder, aktiviteter og underholdning.

Børneaktiviteter og boder

Indgangen til julemarkedet finder man ved Støberimuseet i Holgersgade. Det er også i disse hyggelige og historiske museumsrammer, at man i to etager møder en lang række af markedets boder. Man er naturligvis mere end velkommen til at gå på opdagelse i den spændende udstilling om Morsø Jernstøberis historie, mens man handler.

I Støberimuseet kan børnene blandt andet deltage i en smørklatkastningskonkurrence, prøve at finde hajtænder i den store sandkasse, lave halmbukke og flotte julekugler, smage på frisklavede bolsjer, prøve lykken på det store lykkehjul samt være med til at bygge øens flotteste nisselandskab, der resten af december kan beundres på Morsø Folkebibliotek. Om søndagen lægger museet også scene til Gerhard Mark, der vil spille og synge julen ind ved tre koncerter i løbet af dagen.

Julepizza fra Morsø Jernstøberi

På selve det juleudsmykkede Støberitorv har man mulighed for at købe både flæskestegssandwich, pølser, æbleskiver, gløgg, øl og vand. Det er også på torvet, at man møder Morsø Jernstøberi, der sætter fut i ovnene og byder på ristede skumfiduser og smagsprøver på julepizza, samt mandelmanden, der er garant for at sprede den gode juleduft med sine brændte mandler.

På Støberitorvet møder man også endnu flere boder. Blandt andet kan man købe årets juletræ, mens museets populære tombola står klar, spækket med gaver, der er gavmildt sponsoreret af øens virksomheder og butikker. Torvet lægger blandt andet også plads til de frivillige smede fra Ørding, der glæder sig til at vejlede børnene i at lave en lille adventsgave i jern. Tæt ved dem finder man den utrættelige hest, som man kan få en lille ridetur på rundt i området. Fra torvet kan man desuden komme på en skattejagt, der tager familien med rundt i det gamle støberikompleks.

 

Hønseskidning og masser af musik

En helt ny og med garanti underholdende aktivitet, der begge dage ligeledes finder sted på Støberitorvet, er ”Hønseskidningskonkurrencen”. Dette noget specielle lotteri stammer fra Svaneke på Bornholm og gør nu sit indtog på Mors. Kom og gør din indsats på den store lotteriplade og giv dit bud på, præcis hvilket nummer, hønen træder af på på naturens vegne.

For de historieinteresserede voksne vil der fra Støberitorvet lørdag og søndag klokken 13 være en halvtimes støberibyvandring, hvor museumsdirektør Anders Have Espersen viser rundt og fortæller om Morsø Jernstøberi og de flotte bygninger. Lørdag den 3. december er der – ligeledes på torvet - underholdning med først de dygtige violinister fra Morsø Suzukiskole mellem 11 og 12, mens Kristian Dahlgaard Mikkelsen, der vandt MGP i 2013, giver koncert klokken 13.

På Morsø Folkebibliotek er der begge dage mulighed for at fordybe sig i at lave julepynt i flettehjørnet, udfærdige flotte perleplader med perler sponsoreret af HAMA eller komme i julestemning, når bibliotekarerne læser hyggelige julehistorier. På biblioteket kan man desuden nedfælde sine juleønsker til julemanden. Man kan naturligvis også fortælle dem til ham direkte, når han selvfølgelig kigger forbi julemarkedet flere gange både lørdag og søndag.

Gratis adgang

”Jul på Torvet” er ikke begrænset til det gamle støberikompleks. Byens handlende holder naturligvis åbent, og der jules i hele byen. Butikkerne i gågaden og selve markedet bindes sammen af et juletog, der fragter gæster fra Klostertorvet til julemarkedets station på Rådhustorvet. I begge ender af ruten er der til lejligheden bygget helt nye perroner, så man ikke er i tvivl om, hvor man skal stå af og på. Er man ikke til moderne togdrift, er der naturligvis mulighed for at tage med den mere gammeldags hestevogn, der også er i fuld sving mellem julemarked og gågade begge dage.

Julemarkedet ”Jul på Torvet” er åbent fra 10-16 begge dage og er gratis at besøge. Nogle af aktiviteterne – men ikke alle - kræver dog en lille betaling. For at gøre det så nemt og enkelt som muligt, er der til julemarkedet udviklet et aktivitetsklippekort, som man kan købe i en af boderne på torvet. Klippekortet rummer ti klip og koster 50 kr.

”Jul på Torvet” er blevet til i et samarbejde mellem Museum Mors, Mors Handel, Morsø Folkebibliotek og Destination Limfjorden, og det er blevet til med støtte fra Udvalget for Børn, Kultur og Turisme i Morsø Kommune samt Morsø Fonden.