Julebutik i gågaden

17. november 2020

I måneden op til jul bliver Nykøbings gågade beriget med en ny butik med masser af sjove og anderledes gaveidéer. Det sker, når museet sammen med øens turistbureau mandag den 16. november åbner dørene for en fælles julebutik i Vestergade 13.
Den nye butik præsenterer en bred variation af gaveidéer. Museum Mors har samlet en masse gode varer og tilbud fra museumsbutikkerne på Dueholm Kloster, Skarregaard og Fossil- og Molermuseet og kan naturligvis også byde på smagsprøver på mjød, den helt nye Jul på Mors, der udkommer den 20. november, samt museets spændende nye byvandringsbøger. Som en helt særlig ting kan butikken også - så længe lager haves - tilbyde salg af de efterhånden legendariske æbleskiver, der er fremstillet af museets frivillige på det gamle støbejernskomfur på Skarregaard. Æbleskiverne, der købes frosne, skal af opbevaringshensyn hentes i museumsbutikken på Dueholm Kloster.
Museets samarbejdspartner, Visit Mors, står klar med en lang række lækre lokale produkter fra Limfjordsområdet, ikke mindst forskellige former for snaps og øl, samt bøger og gavekort- og pakker til oplevelser og ophold rundt om i Danmark og på Mors.
Turistbureauet og museets fælles julebutik har åbent fra den 16. november til og med den 22. december. Der er i denne periode åbent alle hverdage fra 11-16. I november er der åbent om lørdagen fra 10-13, mens der holdes åbent både lørdag og søndag fra 10-14 i de tre første weekender i december.