Masser af aktiviteter på Dueholm Kloster i sommerferien.

01. januar 0001

Munkehaven, Mors og Mellemøsten

I den stemningsfulde Munkehave bydes der på mange nye aktiviteter og fortællinger. Her kommer man langt tilbage i tiden - helt tilbage til middelalderen, da Dueholm Kloster var et Johanniterkloster.

Munkene på Dueholm Kloster stod for datidens lægevidenskab. En viden de ofte havde fået med sig hjem efter pilgrimsfærd eller korstog til Mellemøsten.

Lær om nogle af lægeplanterne og lav selv en salve helt fra bunden eller tilbered en lægende drik, der kan nydes til et af de fladbrød, du kan bage over bål.

Pilgrimsfærd

Det er også muligt at lave forberedelser til en pilgrimsfærd – så som at sy sin egen ”ransel” - en middelalderpung - som pilgrimmene altid havde med sig - eller lære at flette snore med et flettehjul.

At rejse ud i den store fremmede verden krævede fordybelse, så man vidste, hvor man skulle rejse hen, og hvad man kunne møde af dyr og væsner på sin vej. I Munkehaven kan man være med til at male nogle af de væsner, der hører hjemme i en middelalderlig naturhistorisk håndbog – en såkaldt: Bestiarium.

Det var vigtigt at kunne forsvare sig mod vilde dyr og røvere, når man i middelalderen drog ud i den store verden. Så grib en stav og tag hjelmen på og prøv kræfter med hinanden. De yngste kan vælge at tage korsridderdragten på og gribe skjold og træsværd.

Skrivekunst og afladsbreve

Munkene mestrede den fornemme skrivekunst med fjer og blæk. I Munkehaven kan man også prøve at efterligne munkene og skrive med fjer og blæk – eller skrive hemmeligheder med usynligt blæk og giv dem videre til rette vedkommende.

Desuden kan der købes afladsbreve, hvor børn eller barnlige sjæle selv får lov at sætte klosterets segl i lakken.

Børnerundvisninger

Som noget nyt laver vi i år børnerundvisninger på Dueholm Kloster. Kom med rundt med en af klosterets formidlere. Der vil blive fortalt udvalgte historier i børnehøjde, der knytter sig til det skatkammer af mange genstande, som Dueholm Kloster rummer. Voksne må også gerne deltage.

 Legenden om herremandsspøgelset

”Legenden om herremandsspøgelset” er en hel ny ”klosterjagt”, der bringer børn og familier rundt på hele Dueholm Kloster i en spændende jagt på at finde svaret, der er skjult i hovedbygningen på den gamle herregård.

Også til de yngste er der lavet en skattejagt, hvor det gælder om at have øjnene med sig, når de små går rundt i rummene på klosteret.

Der er gratis entré for børn ifølge med en voksen på Dueholm Kloster, mens der for voksne tages almindelig entré.

Hold øje med tider og hvilke dage de forskellige aktiviteterne finder sted på hjemmesiden: www.museummors.dk.