Vinterferieaktiviteter i Uge 7 på Dueholm Kloster

29. januar 2020

Endnu engang åbner Dueholm Kloster dørene op for en masse sjove vinterferieaktiviteter.
Der er mulighed for at være kreativ i klosterkælderen, at gå på opdagelse med fru Due Holm i museets finurlige kroge – eller hvad med at gå i skole som i gamle dage?


Mandag, tirsdag og onsdag fra 10.00-14.00 kan man prøve kræfter med at bygge minibyen Klosterkøbing op sammen med museets kunst- og kulturformidler for børn, Mette Elimar Jensen.
Inspirationen til det kreative værksted kommer fra de gamle Familie-Journaler, som var fyldt med sjove ideer til fingernemme og kreative børn. I løbet af de tre dage bygger vi Klosterkøbing op sammen, med huse fra gamle klippeark.


Vil man opleve, hvordan det var at gå i skole omkring slutningen af 1800-tallet, kan man mandag, tirsdag og onsdag gå over i skolestuen. Her kan man klæde sig ud som karl eller pige, og efterfølgende står lærerinden, frk. Kvist, klar til at undervise ’eleverne’ fra 11.00-11.30 og fra 13.00-13.30. Alle er velkomne – men pas på! Lærerinder kunne godt være skrappe før i tiden.
Skolen var meget anderledes, end den vi kender i dag. Det var vigtigt, at børnene viste respekt over for lærerne. Det gjorde man blandt andet ved at tiltale dem med ”hr. og frk.” og ”De” fremfor ”Du”. Det var også vigtigt, at eleverne lærte deres lektier i hovedet, så de kunne præsentere det i skolen uden at kigge i deres bog. Hvis de ikke havde lært det hele ordentligt, kunne læreren godt finde på at slå eleverne over fingrene med et spanskrør! Men bare rolig: Der er ingen spanskrør i skolen på Dueholm.
Den skrappe, men retfærdige, Frk. Kvist glæder sig til at tage imod sine elever i vinterferien, hvor de vil blive undervist i blandt andet skrivning og Luthers lille Katekismus.


Hele ugen kan man prøve kræfter med museets Klosterjagt, hvor man følger fru Due Holm rundt i udstillingen. Bare gå hen i den nye, fine butik og café i Kavalerfløjen og bed om at få udleveret et Klosterjagtark. Her vil den flinke museumsvært hjælpe gæsterne godt på vej.


Aktiviteterne og adgang til museet er gratis for børn og unge under 18 år. Adgang til museet koster 80 kr. for voksne. Husk at man kan besøge alle museets fire afdelinger på én og samme billet. Så gem billetten og kom gratis ind på Dansk Støberimuseum, Skarregaard og Fossil- og Molermuseet, når de åbner i løbet af foråret.