SÆRUDSTILLINGER

Ophav - tilhørsforhold og identitet på Mors

Udstillingen ”Ophav” giver et unikt og smukt indblik i tilhørsforhold og identitet på Mors og blandt morsingboerne i fortid og nutid. Den er blevet til i et samarbejde mellem en professionel fotograf, en kulturhistoriker og museet.

De to førstnævnte har rejst øen tynd på cykel og interviewet og fotograferet morsingboen anno 2024, mens museet sætter vore dages morsingboer ind i en historisk kontekst med både gamle fotos og genstande.

Udstillingen er skabt med støtte fra Augustinusfonden og Aage og Louis Hansens Fond. 

Udstillingen kan ses på Dueholm Kloster fra 28. maj og frem til december 2026.

Fossilerne fortæller - en havbund fuld af insekter

Årets nye særudstilling på Fossil- og Molermuseet står i insekternes tegn. 

På Fossil- og Molermuseet kan man således fra april se udstillingen ”Fossilerne fortæller” om de mange fossile insekter, der særligt er fundet i moleret i og omkring Mors. Udstillingen er en vandreudstilling, som museet har skabt i samarbejde med blandt andet Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Blandt de mange fine fund er den ørentvist fra moleret på Mors, der i efteråret 2024 vakte kæmpe opsigt i både Danmark og udlandet.

Kan ses på Fossil- og Molermuseet fra 1. april - november 2026

Køb billet til Fossil- og Molermuseet

Constantin - manden bag egernovnen.

En af de ting, som rigtig mange mennesker forbinder med Morsø Jernstøberi, er det lille, fine egern, der gennem tiden har prydet en stor del af fabrikkens brændeovne.

Egernet dukkede første gang op på den serie af brændeovne, som den landskendte virksomhed første gang sendte på markedet i 1933, og den dag i dag finder man stadig den lille gnaver på flere af virksomhedens produkter.

Manden bag den ikoniske ”egernovn” og en perlerække af Morsø Jernstøberis øvrige produkter hed Constantin Sørensen. Han var ikke blot designer af eviggyldige støbejernsprodukter. Han var også en mand, hvis liv og virke på en lang række andre områder satte sig spor i den by, hvor han tilbragte størstedelen af sit liv.

I udstillingen fortælles om Constantin Sørensens liv og en række af hans produkter præsenteres.

Udstillingen kan ses på Støberimuseet til og med uge 40 i 2026.

SNE! – Mors på frysepunktet

Åbner den 30. april 2026 på Dueholm Kloster

Der var engang, hvor sneen lå som et tykt tæppe over Mors, og vinteren var noget, man virkelig kunne mærke. Dengang far var dreng, frøs Limfjorden til, og hele øen blev til én stor legeplads med ski, skøjter og kælk i lange baner.

Særudstillingen SNE! – Mors på frysepunktet tager dig med tilbage til de kolde, hvide vintre, som mange husker – og som nogle aldrig har oplevet. Her er masser af billeder, filmklip og fortællinger om sneens rolle i hverdagslivet og vinterens magi på Mors. Det er en kulturhistorisk hyldest til frost, sne, kulde og is – alt det, vi ikke ser så tit længere.

Mærk kulden på Dueholm Kloster fra april 2026.

vandmaerke vandmaerke