HISTORIEN OM MUSEET

Historien om Fossil- og Molermuseet

Fossil- og Molermuseet blev etableret d. 28. maj 1988 som den geologiske afdeling af Museum Mors. Museets samling blev baseret på en stor og meget fin privat samling af fossiler og krystaller fra de ca. 55 millioner år gamle moleraflejringer. Bag samlingen stod molerarbejderen Bent Søe Mikkelsen.

Museets samling er blevet forøget gennem årene, med mange exceptionelle fund af især insekter, fisk, fugle, skildpadder og planter. Den fortsatte indsats fra museets medarbejdere igennem årene har betydet, at Fossil- og Molermuseet kan fremvise en stor og meget velbevaret samling af fossiler på højeste, internationale niveau. 

I 2015 blev Museum Mors et statsanerkendt geologisk museum.

Moler – ler med en lang og lagdelt historie

Moler er ikke bare ler. Det er en geologisk skat, som blev dannet på havbunden for omkring 55 millioner år siden – lige der, hvor Nordmors ligger i dag. Over en periode på 3 millioner år blev laget op til 60 meter tykt, og det er gennemskåret af askelag fra vulkanudbrud, som giver moleret sine karakteristiske striber og svungne former.

De svungne lag blev formet under den sidste istid – og når man står i molergraven og kigger op, ligner det næsten en lagkage af ler og aske. I lagene gemmer der sig forsteninger af dyr og planter, der levede i og omkring det gamle molerhav. Med en lille hakke og lidt held kan man flække en sten og finde konturerne af en fisk, en fugl – eller måske en skildpadde.

Det er en særlig oplevelse at gå på fossiljagt i moleret. Og når det foregår midt i noget af Danmarks smukkeste natur, bliver det ikke meget bedre.

vandmaerke vandmaerke