
Ny udstilling på Støberimuseet!
24. juni - 2025Morsø Jernstøberis udfordringer med blandt andet miljøforurening og kampe med kommunen bliver belyst i ny udstilling.
23. juni åbnede vi en ny udstilling på Støberimuseet. Vores dygtige praktikant Mette Marie Seerup har dykket ned i nogle af de historier fra Morsø Jernstøberis fortid, som ikke er helt rene i kanten. Det er blevet til udstillingen "Bagsiden af medaljen".
Udstillingen gør dig klogere på miljøproblemer, støj og støv - både i lungerne og på vasketøjet! Lukningen af støberiafdelingen i 1993, og hvad det betød for øen, bliver også behandlet i udstillingen.
Det er altså en udstilling, der bevidst tager et kritisk syn på en virksomhed, hvis historie stadig er en stor del af byen og øens identitet.
Udstillingen ønsker at give et mere nuanceret billede af virksomheden, hvilket gør Støberimuseet endnu mere helstøbt end før.
Den er virkelig et besøg værd!