20240311 205439

Ny bestyrelse på museet

12. marts - 2024

Efter fjorten imponerende år i formandsstolen har formanden for Museum Mors, Bente Lyndrup, valgt at træde tilbage. Det samme gælder for museets næstformand gennem lige så mange år, Poul Erik Olsen. Øens statsanerkendte museum, der rummer afdelingerne Dueholm Kloster, Fossil- og Molermuseet, Støberimuseet og Morsø Lokalhistorisk Arkiv, har i stedet fået nye forpersoner i form af Charlotte Overgaard Clausen, der er valgt til forperson, og Ellen Philipsen Dahl, der er valgt til ny næstforperson.


 

Den nye forperson har siddet som menigt medlem af bestyrelsen siden 2021. Charlotte Overgaard Clausen er kommunikations- og marketingschef på robotfabrikken BILA på Mors. Ellen Philipsen Dahl, der er udpeget af Morsø Kommune og har været i bestyrelsen siden seneste kommunalvalg, er udover sit virke som kommunalbestyrelsesmedlem til daglig marketingschef på Morsø Jernstøberi.

I forbindelse med valget af nyt formandskab, har museet desuden ændret sine vedtægter. Dette betyder, at bestyrelsen fremover i højere grad vil bestå af medlemmer, der er udpeget på baggrund af særlige forudsætninger og indsigt af betydning for museet. Udover den nye forperson har tre nye medlemmer sagt ja til at blive en del af bestyrelsen på baggrund af disse kriterier. 

Det drejer sig om den nye direktør for Destination Limfjorden, Rasmus Friis Sørensen, historielærer på Morsø Gymnasium, Susanne Rosendal Lauersen, samt medlem af Ung Kults styregruppe for Kulturmødet, Mette Marie Seerup, der til daglig er historiestuderende på 4. semester ved Aarhus Universitet og arbejder i Den Gamle By. 

Udover de ovenfor nævnte medlemmer består bestyrelsen fortsat af souschef på Roslev Skole, Pia Storm, der er udpeget af Morsø Kommune, medarbejderrepræsentant og museumsinspektør, Jan Audun Rasmussen, samt pensioneret lærer og formand for Slægtshistorisk Forening, Randi Ottosen, og tidligere selvstændig Henning Haaning, der begge er valgt fra museumsklubben Museets Venner. I henhold til museets nye vedtægter skal der dog fremover blot være ét bestyrelsesmedlem fra museumsklubben. Det betyder, at der på Museets Venners årsmøde den 14. maj vil være valg mellem de to nuværende medlemmer til den ledige plads i bestyrelsen. 

Med de nye medlemmer har museet fået en række spændende, nye kompetencer ind i sin bestyrelse. Det gælder ikke mindst i forhold til markedsføring, turisme, databaseret udvikling og forståelsen af børn og unges forhold til både historiefaget, formidling og museer.”, lyder det fra museets direktør, Anders Have Espersen, der også kan melde om nye tider på andre områder. ”Vores nye forperson og nye medlemmer har en gennemsnitsalder på godt 35 år, og tilsammen er bestyrelsens gennemsnitsalder ca. 50 år, hvilket må siges at være ret ungdommeligt for en museumsbestyrelse. Derudover er jeg også meget stolt af, at vi på Mors kan præsentere en bestyrelse med en så klar overvægt af kvinder”, fortæller direktøren, der med de nye vedtægter skal vænne sig til, at museet er fulgt med tiden og fremover har en forperson og ikke en formand. 

Den nye forperson, Charlotte Overgaard Clausen, ser frem til arbejdet med at føre museets gode udvikling videre. ”Gennem mine snart tre år i museets bestyrelse har jeg fået indsigt i det spændende arbejde, der udføres af medarbejderne på Museum Mors, og for den kompleksitet, det indebærer at være et statsanerkendt museum med en lang række interessenter, både kommunalt og nationalt. Jeg glæder mig til sammen med museets ledelse og øvrige ansatte at være med til at udvikle museet yderligere og sammen med mine bestyrelseskolleger at skabe de bedste rammer for museets daglige drift.”, lyder det fra forpersonen, som er tryg ved, at der allerede ligger et godt grundlag for museets fremtidige arbejde. Charlotte Overgaard Clausen, der er bosiddende i Vejerslev, fortæller således, at hun og den tidligere bestyrelse i efteråret var med til at udarbejde og godkende museets strategi for de kommende fem år: ”Strategien er et rigtig godt afsæt for det kommende bestyrelsesarbejde. Blandt andet ser jeg i den grad frem til det spændende arbejde med planerne for et nyt Fossil- og Molermuseum, hvor museet sammen med Morsø Kommune skal skabe en helt ny og unik attraktion med stort potentiale, forhåbentlig med en UNESCO-udpegning i hus. Derudover er jeg naturligvis også meget spændt på, hvad en kommende museumsreform kan komme til at betyde for vores lokale museum her på Mors.”

Bente Lyndrup, der nu er trådt ud af bestyrelsen, overtog formandskabet for museet i april 2010. De følgende år var en turbulent tid for museet, og Bente Lyndrup og næstformand Poul Erik Olsen var i den grad med til at styre museet sikkert gennem oprørte vande, så det i dag står et solidt sted både lokalt, men også som en velanset del af den danske museumsverden. 

Ifølge museumsdirektør Anders Have Espersen, der blev ansat på museet i 2013 og udpeget som leder i 2015, har museet rigtig meget at takke både Bente Lyndrup og Poul Erik Olsen for. ”Både Bente og Poul Erik har ganske frivilligt og på alle tænkelige måder lagt enormt meget tid og engagement i museet. Deres utrættelige arbejde og opbakning har været helt uvurderligt for museets medarbejdere og for mig som leder. Den positive udvikling, Museum Mors har været igennem de seneste godt 15 år, har Bente og Poul Erik deres helt egen og enormt betydelige andel i. Det skylder både jeg, museet og hele Mors dem en meget stor tak for.” fortæller Anders Have Espersen, der løfter sløret for, at der inden sommerferien vil blive afholdt en velfortjent afskedsreception for Bente Lyndrup og Poul Erik Olsen.

Billede: Den nye bestyrelse for Museum Mors. Bagerst fra venstre ses Henning Haaning, Rasmus Friis Sørensen, Charlotte Overgaard Clausen og Jan Audun Rasmussen. I forreste række fra venstre er det Susanne Rosendal Lauersen, Pia Storm, Randi Ottosen, Ellen Philipsen Dahl og Mette Marie Seerup. 

vandmaerke vandmaerke