
Ansøgning om UNESCO-verdensarv underskrevet
23. januar - 2025En større delegation fra Mors og Salling - heriblandt borgmester Hans Ejner Bertelsen, museets direktør Anders Have Espersen og museumsinspektør Jan Audun Rasmussen- var den 22. januar til audiens hos kulturminister Jakob Engel-Schmidt. Anledningen var ministerens underskrivelse af ansøgningen om at udnævne molerklinterne Hanklit på Mors og Knudeklint på Fur til UNESCO verdensarv.
Så skal der krydses fingre!
Den 22. januar underskrev kulturminister Jakob Engel-Schmidt formelt den ansøgning, der forhåbentligt vil bringe Mors (og Fur) på verdenskortet som UNESCO-verdensarv. Præcis 15 år efter, at de første spadestik til ansøgningen blev taget af Morsø og Skive Kommuner, er en trykt og færdig ansøgning endelig sendt til byernes by Paris, hvor UNESCO de næste halvandet år vil granske den og afgøre om, Hanklit på Mors og Knudeklint på Fur kan findes betydningsfulde nok til at komme på den fornemme liste.
Efter at ansøgningsarbejdet var gået mere eller mindre i stå for ti år siden, fik det fornyet vind, da museets geolog Jan Audun Rasmussen gik ind i arbejdet som projektleder på den faglige del af det enorme arbejde. Sammen med sin kollega Henrik Madsen, gode medarbejdere fra begge kommuner, geologer fra Museum Salling og Slots- og Kulturstyrelsen, har Jan ydet et kolossalt stykke arbejde med ansøgningen, der nu langt om længe foreligger i to digre engelsksprogede værker.
Den endelige afgørelse finder sted på UNESCO’s verdensarvsmøde i sommeren 2026. Vi krydser, hvad krydses kan!