Screenshot 20260725 101540 Chrome

Hanklit udpeget som UNESCO Verdensarv!

27. juli - 2026

Der findes steder, som fortæller en historie. Og så findes der steder som Hanklit. Lørdag blev det officielt, at Hanklit på Mors og Knudeklint på Fur er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Beslutningen blev truffet på UNESCOs Verdensarvskomités møde i Busan i Sydkorea, og dermed er et stykke af den vestlige Limfjords enestående natur og geologi nu anerkendt som verdensarv.


For de fleste besøgende er Hanklit et imponerende syn med den stejle klint, de mørke askelag og udsigten over Limfjorden. Men for forskere og fossilinteresserede er stedet meget mere end et smukt landskab. I molerlagene gemmer sig et ekstraordinært arkiv over livet på Jorden for omkring 56 millioner år siden. Her findes nogle af verdens bedst bevarede fossiler af fisk, insekter, planter og fugle – fossiler, som i mange år har gjort Mors kendt blandt forskere langt uden for Danmarks grænser. 

Verdensarvsudpegningen, der kom i hus den 25. juli 2026, er kulminationen på et mangeårigt arbejde. Bag ansøgningen til UNESCO står Morsø Kommune og Skive Kommune i samarbejde med Museum Mors og Museum Salling, som sammen har arbejdet for at dokumentere områdets særlige betydning. 

På Museum Mors glæder vi os over, at den historie, vi hver dag fortæller gennem forskning, udstillinger og formidling, nu har fået den højeste internationale anerkendelse, man kan opnå. Vi er særlig stolte over, at en af museets medarbejdere, Jan Audun Rasmussen, har spillet en uvurderlig rolle i det faglige arbejde omkring ansøgningen.

Vi er også meget glade for, at en væsentlig grund til udnævnelsen som UNESCO Verdensarv skal findes i de utrolig velbevarede fossiler fra Mors og Fur. Fossilerne er gennem årene gravet frem af moleret og er siden enten erklæret danekræ og udstillet på Statens Naturhistoriske Museum eller har fundet vej til de to museer på henholdsvis Nordmors og Fur. Blandt andet kan en stor del ses i den imponerende samling, vi kan præsentere på vores Fossil- og Molermuseum.

Blandt de, vi på Mors kan takke for, at vi - og hele verden - i dag kan se så unikke eksempler på den helt fjerne fortids dyre- og planteliv er Bent Søe Mikkelsen, der med sin fossilsamling i sin tid grundlagde Fossil- og Molermuseet, og selvfølgelig museets helt egen fossiljæger Henrik Madsen, som til stadighed og med stor ihærdighed finder ekstraordinære fossiler i øens moler.

Verdensarvsstatus er ikke alene en hæder. Den er også en forpligtelse til at passe på og formidle et sted, som nu er anerkendt som vigtig naturarv for hele menneskeheden. 

Hanklit har længe været et ikon for Mors. Nu er den også blevet en del af verdens fælles fortælling.

Vi glæder os til at byde både lokale gæster og besøgende fra nær og fjern velkommen til molerets fascinerende verden – og til historien om det hav, der dækkede Danmark for 56 millioner år siden.

Klik på linkene nedenfor, hvis du vil vide mere om UNESCO og Hanklit:

Blive klogere på UNESCO, Hanklit og Knudeklint Hanklit og Knudeklint udnævnt til verdensarv
vandmaerke vandmaerke