Museumsinspektør Camilla Andersen modtager ph.d.-grad
24. januar - 2024I oktober 2023 indleverede museumsinspektør Camilla Andersen sin ph.d.-afhandling med titlen: ’En foranderlig tilværelse ved kysten: At leve i et risikoområde. En miljøhistorisk undersøgelse af modstandskraft, sårbarhed og tilpasning på Limfjordstangen, 1760-1875. I december blev afhandlingen indstillet til forsvar, og dette blev afviklet på Aalborg Universitet den 12. januar 2024. Efter et veloverstået forsvar, som varede tre timer, fik Camilla tildelt sin ph.d.-grad.
Afhandlingen tager udgangspunkt i Limfjordstangen; Agger og Harboøre Tange, som i perioden 1760 til 1875 var udsat for voldsomme landskabsforandringer som en direkte konsekvens af gentagende stormfloder, kysterosion og sandflugt. Dette havde stor betydning for de mange hundrede familier, som var bosat i kystlandskabet. I løbet af denne periode stod familierne konstant over for dilemmaet; skal vi blive og kæmpe med og imod naturens kræfter, eller var det bedre at flytte permanent væk, i håbet om at skabe en mere tålelig tilværelse i de mildere egne af Limfjorden, heriblandt på Mors.
Afhandlingen undersøger, hvordan kystsamfund i en historisk kontekst har forholdt sig til klimaforandringer med et særligt fokus på stormfloder. Afhandlingen fokuserer i høj grad på menneskets erfaring med disse naturfænomener, og hvordan familierne håndterede at være bosat i et risikoområde.
Camilla vil nu indgå i museets eksisterende forskningsgruppe med ansvar for Nyere tid. Konkret påbegyndes et nyt forskningsprojekt i 2024 i samarbejde med CfK og Limfjordsmuseernes Samvirke, som skal undersøge ’Fjordens forbindelser’ igennem tiden.