Støberimuseet – jern, ild og gode historier
Støberimuseet er måske Danmarks tungeste museum. Her får du historien om Morsø Jernstøberi, som i snart 170 år har produceret alt fra potter og pander til komfurer og brændeovne. Og det hele begyndte med en ung mand, en god idé og modet til at smede, mens jernet var varmt.
Museet holder til i en af de gamle fabriksbygninger i Nykøbing, hvor der engang blev støbt jern i stor stil. Her kan du gå på opdagelse i showroom og lagerlokaler, og få fortalt historien om N.A. Christensen & Co. – en hæderkronet fabrik, der har sat sit præg på både Mors og resten af landet.
Udstillingerne breder sig over to etager og næsten 1.500 m². I underetagen følger du virksomhedens udvikling fra den spæde start i 1853 og frem til i dag – med tekst, billeder og film, der giver et levende indblik i industriens og arbejderlivets historie. På overetagen kan du se Danmarks største udstilling af kakkel- og brændeovne – en imponerende samling, der viser både håndværk, design og udvikling.
Her er der masser af atmosfære og detaljer fra en tid, hvor der var mere håndkraft end højhastighed. Og du møder fortællinger om de mange typer medarbejdere, der har haft deres gang på fabrikken – fra formere og smede til snedkere og ufaglærte arbejdere.
Der er også skiftende særudstillinger, som tilføjer nye vinkler og finurligheder til den faste udstilling. Og som altid på Museum Mors, bliver du taget godt imod – med tid til spørgsmål, nysgerrighed og en snak om støbejernets mange historier.
Adresse: Nørregade 13, 7900 Nykøbing Mors
Har du en ovn eller andre produkter fra Morsø Jernstøberi, som du vil vide mere om, står vi gerne klar til at hjælpe. Klik på dette link for høre mere:
Forespørgsel om Morsøprodukter Åbningstider på Støberimuseet